Indhold
Tesen bag valgfaget er, at mange af nutidens sociale og psykiske problemer må anskues som sociale patologier, dvs. som et resultat af bredere samfundsmæssige forandringsprocesser, der principielt rammer alle, men i særlig grad unge, og navnlig unge, som i forvejen er sårbare og har en lav tærskel over for belastninger. I valgfaget introduceres en række sociologiske teorier om krav og belastninger i den moderne præstationskultur, som bidrager til at forklare fremkomsten af nye typer af sociale problemer i ungdomsgruppen, herunder mentale helbredsproblemer som stress, angst, ensomhed og depression.
Vi lever i dag i et senmoderne samfund, som i sociologien har fået mange forskellige betegnelser. Ulrick Beck taler om risikosamfundet, Zygmunt Bauman om det flydende modernitet, Richard Sennett om den ny kapitalismes kultur og Hartmut Rosa om social acceleration, fremmedgørelse og fravær af resonans. Fælles for dem alle er, at de interesserer sig for modernitetens forandringer og for de nye typer af menneskelig lidelse, der præger nutidens individualiserede, differentierede og globaliserede samfund. Her supplerer de andre mere socialfilosofiske teorier, der stiller skarpt på ”autenticitetskulturens forvrængninger” (Charles Taylor), på den ”lidelse under ubestemthed” (Axel Honneth) og den ”udmattelse af selvet” (Alain Ehrenberg), som finder sted i det nuværende samfund.
De nævnte teorier står centralt i kurset. Herudover tematiseres de individuelle konsekvenser af bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat. Omfattende samfundsforandringer har medført forandringer i velfærdsstatens menneskesyn, som finder vej ind i samfundets institutioner (skolen, uddannelsessystemet og det sociale arbejde) og skaber nye betingelser for de unges identitetsdannelse og udvikling. For at identificere disse processer trækkes der også på Ove Kaj Pedersens analyser af konkurrencestaten, på min egen bog Selvets kultur – en kritik af individsamfundets menneskesyn og fornuft og på en række nyere udgivelser fra Center for Ungdomsforskning. Endvidere inddrages erfaringer og empirisk viden fra igangværende forskningsprojekter om unge i præstationskulturen.
Indsigt i, hvordan forandringer i samfundet genererer nye typer af sociale problemer og præger tankegangene i det sociale arbejdes institutioner, er afgørende for, at man kan forholde sig refleksivt til feltet og bidrage til udvikling af indsatser, der kan forebygge og dæmme op for væksten i mentale helbredsproblemer blandt unge.
Undervisningen gennemføres som en blanding af forelæsninger og gruppe- og dialogøvelser.
Pensum til hver lektion er på ca. 100 sider, som forventes læst.
Prøvens navn | Præstationskulturen og unges mentale helbred: Samfundsforandringer og nye typer af sociale problemer i ungdomsgruppen |
Prøveform | Skriftlig |
ECTS | 10 |
Bedømmelsesform | 7-trins-skala |
Censur | Intern prøve |
Vurderingskriterier | Vurderingskriterierne er angivet i Universitetets eksamensordning |
Engelsk titel | The Performance Culture and the Mental Health og Young People: Social Transitions and New Types of Social Problems |
Modulkode | KASOA20234L |
Modultype | Kursus |
Varighed | 1 semester |
Semester | Efterår
|
ECTS | 10 |
Undervisningssprog | Dansk |
Undervisningssted | Campus København, Campus Aalborg |
Modulansvarlig |
Studienævn | Studienævn for Socialt Arbejde |
Institut | Institut for Sociologi og Socialt Arbejde |
Fakultet | Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet |