Socialt arbejde og nye digitale teknologier

2023/2024

Forudsætninger for deltagelse i modulet

Det forudsættes, at modulerne 'Socialt Arbejdes Felt' og 'Det Sociale Arbejdes Aktører og Organisationer' er bestået.

Modulets indhold, forløb og pædagogik

Indhold
Nye digitale teknologier og løsninger anvendes i og præger i stadig stigende grad det sociale arbejde på tværs af dets forskellige områder: Ensomme knytter igennem online multiplayer spil sociale bånd; bostøtte gives online; apps og smartphones hjælper børn og unge med ADHD til at skabe struktur og afværge konflikter; ledige og sygemeldte interagere med det offentlige via digitale selvbetjeningsløsninger; frivilligt arbejde koordineres via sociale medier, algoritmer vurderer og klassificerer konkrete sager osv. Sådanne teknologier kan både være hverdagslige teknologier, f.eks. smartphones og tablets, teknologier, der er specialdesignet til at imødekomme bestemte målgruppers behov, og social arbejderes professionelle redskaber, f.eks. mere eller mindre automatiserede klassificerings-, vurderings- og beslutningsredskaber. Nogle medierer relationen imellem sagsbehandler og borger, andre tilvejebringer en relation imellem borgerne, som ikke involverer en professionel social arbejder. På tværs af de forskellige teknologier er hensigten effektivt og hurtigt at tilvejebringe bedre velfærd for borgerne. Sådanne teknologier er imidlertid ikke blot instrumentelle løsninger på foreliggende problemer. De kan derimod forstås som en særlig relation imellem viden og praksis, der er karakteriseret ved standardisering, reduktion, automation, instrumentalisme, neutralitet, objektivitet, effektivitet og rationalitet. De er indlejret i og medierer politiske, moralske og fagprofessionelle interesser. De påvirker det sociale arbejdes praksis blandt andet ved at overtage og automatiserer det sociale arbejde og ved at mediere relationen og interaktionen imellem borger og social arbejder, hvorved roller, opgaver og ansvar forskydes. For at forstå praksis må vi med andre ord forstå de teknologier, der anvendes i og præger praksis.

Valgfaget tilbyder nødvendige teoretiske og metodiske redskaber til at forstå, forholde sig til og reflekterer over det teknologisk medierede sociale arbejde og sigter hermed imod at gøre de studerende i stand til at analysere socialt arbejde i dag og være på forkant med fremtidens sociale arbejde. Målet er således ikke at træne de studerende i at anvende forskellige teknologier. Det er ikke et redskabsfag. Målet er derimod åbne for centrale drøftelser og udvikling af det sociale arbejde, der rækker ud over en mere snæver forholden sig til teknologiorienterede færdigheder og kompetencer.

Valgfagets sigte er primært teoretisk. Med udgangspunkt i konkrete digitale teknologier vil faget give de studerende viden om teorier, der på forskellig vis kan forklare teknologiens ontologi og logik, relationerne imellem social arbejder, borger og teknologi, teknologiernes moralske, ideologiske og politiske aspekter, teknologiens påvirkning i og af praksis samt dens indflydelse på mulighederne for erkendelse og handling. Her trækkes på teknologi filosofi – Heidegger, Winner, Verbeek og Ihde – og Science Technology Society studier – Akrich, Latour, Law, Bijker og Pinch. Faget vil således ikke kun præsentere analyser af nutidige digitale teknologier, men også præsenterer de studerende for et udvalg af teorier, der kan anvendes til at forstå, forklare og kritisere sådanne teknologier; deres udvikling, anvendelse og påvirkning af praksis.

Læringsmål

Viden

  • Viden om nye digitale teknologiers spændvidde og udbredelse i det sociale arbejde
  • Redegørelse af feltets teoretiske positioner, perspektiver og begreber
  • Forståelse for sammenhænge imellem udviklinger i samfundet, velfærdsteknologi og socialt arbejde
  • Har viden om problemorienterede elementer i PBL på et avanceret niveau (Link til  PBL)

Færdigheder

  • Kritisk vurdere problemstillinger i relation til teknologier i socialt arbejde
  • Selvstændigt og kritisk argumentere for relevante teoretiske perspektiver på problemstillinger ifølge med nye digitale teknologier og socialt arbejde
  • Med sikkerhed anvende teoretiske perspektiver til kritisk analyse af problemstillinger vedr. nye digitale teknologier og socialt arbejde
  • Kan analysere konkrete former for socialt arbejde ud fra en PBL orientering på et udfoldet niveau

Kompetencer

  • Bidrage til udviklingen af socialt arbejde igennem kritisk refleksion over udviklingen, design og anvendelsen af nye digitale teknologier i det sociale arbejde
  • Reflektere over socialt og etisk ansvar og forpligtelser i relation til udviklingen af velfærdsteknologi og socialt arbejde
  • Har viden om problemorienterede elementer i PBL på et avanceret niveau (Link til  PBL)

Undervisningsform

Undervisningen består af forskningsbaserede forelæsninger, casearbejde, klyngeseminarer og diskussioner, kombineret med forskellige former for studenteraktiviteter. 

PBL er den overordnede læringsform, hvilket tydeliggøres inden for de enkelte læringsmål.

Eksamen

Prøver

Prøvens navnSocialt arbejde og nye digitale teknologier
Prøveform
Skriftlig
ECTS10
Bedømmelsesform7-trins-skala
CensurIntern prøve
VurderingskriterierVurderingskriterierne er angivet i Universitetets eksamensordning

Fakta om modulet

Engelsk titelSocial Work and New Digital Technologies
ModulkodeKASOA20204V
ModultypeKursus
Varighed1 semester
SemesterEfterår
ECTS10
UndervisningssprogDansk
UndervisningsstedCampus København, Campus Aalborg
Modulansvarlig

Organisation

StudienævnStudienævn for Socialt Arbejde
InstitutInstitut for Sociologi og Socialt Arbejde
FakultetDet Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet