Indhold
Nye digitale teknologier og løsninger anvendes i og præger i stadig
stigende grad det sociale arbejde på tværs af dets forskellige
områder: Ensomme knytter igennem online multiplayer spil sociale
bånd; bostøtte gives online; apps og smartphones hjælper børn og
unge med ADHD til at skabe struktur og afværge konflikter; ledige
og sygemeldte interagere med det offentlige via digitale
selvbetjeningsløsninger; frivilligt arbejde koordineres via sociale
medier, algoritmer vurderer og klassificerer konkrete sager osv.
Sådanne teknologier kan både være hverdagslige teknologier, f.eks.
smartphones og tablets, teknologier, der er specialdesignet til at
imødekomme bestemte målgruppers behov, og social arbejderes
professionelle redskaber, f.eks. mere eller mindre automatiserede
klassificerings-, vurderings- og beslutningsredskaber. Nogle
medierer relationen imellem sagsbehandler og borger, andre
tilvejebringer en relation imellem borgerne, som ikke involverer en
professionel social arbejder. På tværs af de forskellige
teknologier er hensigten effektivt og hurtigt at tilvejebringe
bedre velfærd for borgerne. Sådanne teknologier er imidlertid ikke
blot instrumentelle løsninger på foreliggende problemer. De kan
derimod forstås som en særlig relation imellem viden og praksis,
der er karakteriseret ved standardisering, reduktion, automation,
instrumentalisme, neutralitet, objektivitet, effektivitet og
rationalitet. De er indlejret i og medierer politiske, moralske og
fagprofessionelle interesser. De påvirker det sociale arbejdes
praksis blandt andet ved at overtage og automatiserer det sociale
arbejde og ved at mediere relationen og interaktionen imellem
borger og social arbejder, hvorved roller, opgaver og ansvar
forskydes. For at forstå praksis må vi med andre ord forstå de
teknologier, der anvendes i og præger praksis.
Valgfaget tilbyder nødvendige teoretiske og metodiske redskaber til at forstå, forholde sig til og reflekterer over det teknologisk medierede sociale arbejde og sigter hermed imod at gøre de studerende i stand til at analysere socialt arbejde i dag og være på forkant med fremtidens sociale arbejde. Målet er således ikke at træne de studerende i at anvende forskellige teknologier. Det er ikke et redskabsfag. Målet er derimod åbne for centrale drøftelser og udvikling af det sociale arbejde, der rækker ud over en mere snæver forholden sig til teknologiorienterede færdigheder og kompetencer.
Valgfagets sigte er primært teoretisk. Med udgangspunkt i konkrete digitale teknologier vil faget give de studerende viden om teorier, der på forskellig vis kan forklare teknologiens ontologi og logik, relationerne imellem social arbejder, borger og teknologi, teknologiernes moralske, ideologiske og politiske aspekter, teknologiens påvirkning i og af praksis samt dens indflydelse på mulighederne for erkendelse og handling. Her trækkes på teknologi filosofi – Heidegger, Winner, Verbeek og Ihde – og Science Technology Society studier – Akrich, Latour, Law, Bijker og Pinch. Faget vil således ikke kun præsentere analyser af nutidige digitale teknologier, men også præsenterer de studerende for et udvalg af teorier, der kan anvendes til at forstå, forklare og kritisere sådanne teknologier; deres udvikling, anvendelse og påvirkning af praksis.
Prøvens navn | Socialt arbejde og nye digitale teknologier |
Prøveform | Skriftlig |
ECTS | 10 |
Bedømmelsesform | 7-trins-skala |
Censur | Intern prøve |
Vurderingskriterier | Vurderingskriterierne er angivet i Universitetets eksamensordning |
Engelsk titel | Social Work and new digital technologies |
Modulkode | KASOA20194V |
Modultype | Kursus |
Varighed | 1 semester |
Semester | Efterår
|
ECTS | 10 |
Undervisningssprog | Dansk |
Undervisningssted | Campus København, Campus Aalborg |
Modulansvarlig |
Studienævn | Studienævn for Socialt Arbejde |
Institut | Institut for Sociologi og Socialt Arbejde |
Fakultet | Det Samfundsvidenskabelige Fakultet |